[VHS/original fullscreen/Danish audio/no subs]
Denmark, 2002
Directed by Kasper Mårbjerg & Martin Forsbom.
Music: Tue Sick
Starring: Jack J, Heine Sørensen, Amdi-Peter, + more deadbeats.
Released on VHS but long OOP. Not released on DVD. Not on YouTube. This site is the only place you can get it (on dvd-r). Check the Store post for price.
Check Uncut.dk for review here and interview with the directors here (all in Danish; I know, bloody hell!!).EDIT (08.08.2022): Now available on Vol. 1 of a dvd series entitled "Danish Trash" (English subbed edition is available). The full film is also on YouTube now (not subbed). Uncut.dk is long gone from the internet (another site has nicked the name but it's shit and you should avoid it). I don't sell the dvd-r any longer.
Review from Uncut.dk by Thure Munkholm (1/11/02) [in Danish]Det er ikke fordi Danmark i denne tid svømmer over i amatør- og undergrundsproduktioner. Rent faktisk har der i de sidste mange år været et markant hul i den danske filmproduktions nedre lag, hvilket står i skærende kontrast til det faktum, at det med digitale kameraer og hjemmecomputeren som redigeringsbord i langt højere grad end tidligere er blevet muligt at lave tilfredsstillende produktioner for et minimum budget. Det er som om, at frygten for at det færdige resultat kommer til at bære præg af manglende midler og tekniske færdigheder, der ikke kan leve op til et professionelt niveau, er så dominerende, at folk helt holder sig fra at forsøge. Denne misforståelse har vi brug for at få både udfordret og undermineret, for charmen og den særegne nerve ved undergrundsfilm er, at de formår at udnytte de forhåndenværende muligheder til at skabe netop det man ikke kan se på det blankpolerede lærred. Undergrundsfilm skal ikke ligne de store produktioner, der i forvejen har travlt nok med at komme til at ligne hinanden. De skal i stedet markere et alternativ. Med den seksogtyve minutter lange zombiefilm Rådden kærlighed har de to instruktører Kasper Marbjerg og Martin Forsbom gjort forsøget, og i modsætning til en anden dansk zombieproduktion, den nu afdøde Ian Helstrups Nekrolog (2000), forsøger de ikke at leve op til en normal biografstandard, men er fuldt ud klar over, at de har gang i en videoproduktion. Og det er netop Rådden kærligheds force, og det er det der, på trods af at den teknisk set har sine fejl og mangler, gør den til en mere ærlig produktion end Nekrolog; hvis man vel at mærke ved ærlighed forstår den nerve, der i bedste fald er resultatet, når man tør give sig hen til det man vil, og i samme bevægelse som man gør det, tør give de tekniske konventioner fingeren. Og lad det være sagt med det samme: Rådden kærlighed er et positivt bud på mulighederne i dansk undergrundsfilm, netop fordi Kasper og Martin ikke har ladet sig hæmme så meget som man kunne frygte. I stedet kan deres glæde ved at lave film og lyst til at eksperimentere ses overalt i den færdige film, og det er for mig at se langt det vigtigste. Men lad det også være sagt, at Rådden kærlighed godt kunne være bedre end den er, for at filmen alligevel ikke helt undgår at lade sig hæmme af "normale filmstandarder" er for mig at se dens største hæmsko. Filmens ramme er Frederiksberg Have, hvor et zombieangreb, foranlediget af en af filmens hovedpersoner, gør haven til slaraffenland for genopstandne døde, der tager for sig af det menneskelige tagselvbord. På sine små seksogtyve minutter når filmen ikke blot at omdanne haven til zombieinferno, men også at fortælle en historie om parkassistenter, alkoholikere og kærlighed. Og det er er sidstnævnte, der er dens problem. For på den tekniske side består filmen af en række sekvenser, der er både morsomt og opfindsomt klippede og som i hvert fald aldrig bliver statiske, hvilket er den største faldgruppe indenfor amatørproduktioner. Der klippes lystigt og varieret mellem close-ups og distancerede indstillinger, og det gøres både hurtigt og overbevisende i en sådan grad, at man er ligeglad med, om man engang imellem kan se døgnet – og i visse tilfælde årstiders – gang mellem klippene. Derudover er filmens effekter overraskende godt udført, og i en enkelt scene er det lykkedes rigtig godt for Martin og Kasper at bringe et nummer af tegneserien Gru! til live. Overordnet må de også siges at have en god og intuitiv forståelse for den særegne dynamik og tematik, der knytter sig til zombiefilm generelt. Derfor er det også ærgerligt, at disse rigtig gode enkeltdele forsøges underordnet filmens historie, hvor de falder så lineært som perler på en snor. For det er tydeligt, at det ikke er historien, de interesserer sig for, hvorfor det hæmmer den færdige film, at den er blevet så dominerende, som den er. Den overordnede idé er i det store hele for simpel til at kunne bære den i dette henseende lange film, og skal filmen partout fortælle en historie, kunne jeg godt ønske mig, at man havde arbejdet ligeså meget med den, som man har med de enkelte sekvenser. Alt i alt er den for fremadskridende, og jeg så gerne, at Kasper og Martin havde turdet rive snoren ud af perlekæden og derved have tilføjet de enkelte sekvenser den manglende kompleksitet og fylde i forhold til filmen som helhed. Man kommer heller ikke udenom, at torten ved amatørfilm ofte er skuespillet, og vil man undgå for meget af det, må man skære ned på de handlingsbærende elementer. Rådden kærlighed er her ikke nogen undtagelse, og i visse grelle eksempler (eks. parkens alkoholiker) forfaldes der til skolekomedie, og det havde filmen været bedst foruden. I andre tilfælde er skuespillet hverken værre eller bedre end man kan holde det ud (her taler jeg om det flirtende par på den ene side, og mere positivt på de to "voksenroller", parkens overordnede og Heine Sørensen – der heller ikke er helt fremmed overfor dette hverv – på den anden). Måske Martin og Kasper havde gjort bedst i at underspille historien, og lade de enkelte sekvenser hvile lidt mere i sig selv, for i det store hele ser vi ikke undergrundsfilm for historien, men for nervens skyld. Hvor de på den ene side har omfavnet og fået det bedste ud af deres tekniske muligheder, mangler man lidt, at de også havde turdet løfte den anden hånd og givet manuskriptet fingeren. Det ville nemlig have tilføjet Rådden Kærlighed det sidste element af konsekvens, og derfor også en sidste nerve. Og det ville have klædt den. [Thure gav filmen 3 stjerner ud af 5 mulige/Jack J's kommentar]
No comments:
Post a Comment